ə 𐬆

Fra urie. til avestisk

Det avestiske ə har flere kilder:

Kilder til av. ə

Av. ə har tre kilder:

1.*a> ə

*a > ə / __ nasal

I oldavestisk finder vi ofte ə̄, se længere nede.

  • həṇtī præs. akt. ind. 3. pl. ← ah ‘være’; skt. sánti
  • vazəṇti præs. akt. ind. 3. pl. ← vaz ‘føre’; jf. skt.. váhanti < urie. *u̯eǵh
  • Ungav. barən 3. pl. præs. akt. inj. ← bar ‘bære’; jf. oldpers. abaran
  • ahurəm akk. sg. ← ahura– ‘herre’; skt. ásura-
  • nəmah-, skt. námas

Inde i ordet blev a ofte genindført, særlig i forbindelsen an:

  • mana-, skt. mánas

Undtagelse 1: Reglen gælder stort set aldrig, hvis a følger /i̯/ eller /u̯/ (denne undtagelse gælder ikke finalt):

  • Av. xšaiiamnō præs. part. med. nom. sg. ← xšā ‘besidde’; jf. skt. kṣáyati
  • Ungav. auruuantəm ‘løber’ akk. sg.; jf. skt. árvant-
  • Ungav. bauuaṇtəm-ca præs. part. akt. akk. sg. ← bū; skt. bhū 

Undtagelse 2: reglen gælder ikke finalt:

  • Oldav. bąnaiiən impf. inj. akt. 3. pl. ← ban ‘være syg’
  • rā̊ŋhaiiən impf. inj. akt. 3. pl. ← rah ‘bevæge sig væk fra’

Undtagelse 3: reglen gælder ikke før nasal + i̯: 

  • Ungav. kainiiō akk. pl. (Oldav. kainibiiō, dat. pl. ← kainīn– ‘pige’; skt. kanyā̀
  • Oldav. spaniiā̊ nom. sg., Ungav. spainiiaŋhəm akk. sg. komp.  spainiiah-← spəṇta- ‘hellig’
  • mańiiuš ‘ånd’ nom. sg.; skt. manyú– 

*a > ə / __ u̯i

  • əuuīduuā̊ nom. sg. ‘uvidende’; skt. ávidvān; urie. *u̯ei̯d- > IIr. *u̯ai̯d- ‘finde’, *u̯ai̯d- ‘vide’
  • səuuišta– superl. ← sūra- ‘magtfuld’; skt. śáviṣṭha-
  • təuuīšī- ‘styrke’, jf. skt. táviṣī-
  • kəuuīna- PN over for kauuā nom. sg.; jf. skt. kaví- ‘seer’
  • Ungav. rəuuī- ‘hurtig’ < *raɣu̯ī-; jf. skt. ragh-ú-, Gr. ἐλαχύς; urie. *h₁lengʷʰ-.

Det ə, der er opstået iflg. ovenstående regler, udvikler sig under visse omstændigheder til ungav. *ə > i, u.

2. *r̥ > ər(ə)

  • Av. bərəzant-, skt. br̥hánt- ‘høj, mægtig’ < urie. *bʰr̥g̑ʰent- 
  • Ungav. kərəta- vb.adj. ← kar ‘gøre, lave’, skt. kr̥tá-, oldpers. ⟨k-r-t-⟩ *kr̥ta-
  • Av. ərəzu-,  skt. r̥jú-  ‘lige, ret’
  • Av. pərəθu– ‘bred’, skt. pr̥thú-, gr. πλατύς < Urie. *pl ̥th₂ú-
  • mərəiθiiu-, ved. mr̥tyú– ‘døden’

Martínez & de Vaan bemærker, at ə normalt ikke optræder efter t:

  • ātrəm akk. sg. ← ātar– ‘ild’ (dvs. de må mene, at formen går tilbage til *ātr̥m?)

3. Anaptyktisk vokal

Vokalen ə er den hyppigste anaptyktiske vokal. Den indsættes typisk efter *r, hvor den ikke har nogen fonetisk realitet, udover i liturgisk recitation. Den tæller ikke med i metrikken:

  • arəθa‑, ved. artha- n. ‘mål’

Også efter finalt r optræder ə som anaptyktisk vokal; den er kort i ungavestisk, men lang i oldavestisk:

  • Ungav. vadarə n. ‘våben’; Skt. vádhar–
  • Ungav. huuarə ‘sol’← xvan- n.; skt. svàr–

Anaptyktiske vokaler opstår iflg. M & dV i grupper med okklusiv:

  • Ungav. dəmāna– ‘hus’ skt. mā́na–
  • xvafəna– ‘drøm’ skt. svápna–
  • fəẟrōi dat. sg. ← ptar– ‘far’; < *pHtrai̯ > skt. pitré
  • haxəmā nom./akk. sg. ← haxman–
  • θβōrəštar- skt. tváṣṭar–
  • nərąš akk. pl. ← nar– ‘mand’ < *nərNš
  • ərəzu– ‘ret, lige’ skt. r̥jú–
  • darəθra– ‘støtte’; skt. dhartrá–
  • darəsəm 1. sg. aor. inj. akt. ← dars ‘se’; jf.skt. dárśam
  • zǝmā instr. sg. 

Anaptykse i forbindelse med epentese ses i:

  • ākərəiti–
  • mərəiθiiu–

Videre udviklinger

Ungav. *ə > i, u

Ungav. ə > i /  i̯, č, ǰ __

  • Ungav. yim, oldav. yə̄m akk. sg. m. rel. pron. ya-;
  • Ungav. drujim, oldav. drujə̄/ə̆m akk. sg. < druj- ‘løgn’
  • Ungav. yima– PN; oldav. yə̄ma-, skt. yamá–
  • Ungav. haciṇte 3. pl. præs. ind. med.; skt. sácante

Ungav. ə > i /  Ci̯ __

I stilling efter konsonant udvikler *-i̯ə- sig via *-i̯i- til ungav. -ī/ĭ-, som så indførtes i oldavestisk:

  • Ungav. ainim, oldav. aniiə̄m, ainīm, jf. skt.  anyám ‘anden’ 

Ungav. *-ṷə- > -ṷu > ū

I stilling mellem *u̯ og *m uvikler *ə sig til *u. Denne vokal smelter imidlertid sammen med det forudgående *u̯

  • Ungav. tūm ‘you’ nom. sg. ←  2. pers. pron. Oldav. tuuə̄m, skt. tuvám

For flere eksempler, se her.

For udviklingen af *u + *u, se her.

-aii̯ṷə- > –ōiiu- (ungavestisk omlyd iflg. Hoffmann)

  • Oldav. aēuua- ‘en’; ungav. ōiium
  • Oldav. vīdaēuua- ‘som afsværger djævle’; ungav. vīdōiium
  • Oldpers. Haraiva-; ungav. Harōiium

Undtagelse

  • daēum (ikke *dōiium fra daēuua- ‘ond’