I urindoiransk mistede begge nasaler deres lukke i stilling før hæmmelyde; fra sanskrit kendes fænomenet fra anusvāra, som nogle forskere angiver med <ṁ> i stilling før hæmmelyd. Reglen er aktiv i avestisk, hvor der opstår nye hæmmelyde..
*a > *ą / __ n{x, θ, f, s, z, š}
Dette ą har flere forskellige reflekser, ikke blot ą, men også bla. ungav. -ə̄, oldav. ‑ə̄ṇgh, hvor ṇ vel som sædvanlig angiver den homorgane nasal:
- Oldav. sə̄ṇgha- ‘erklæring’, jf. skt. śáṁsa-
- Av. mąθra-, skt. mántra– < *men-tlo-
- Av. fšuiiąs ‘kvæghyrde’ < *pk̑u-i̯ent-s
- Akk. pl. urir. *-ans > oldav. –ə̄ṇg, ungav. -ą og -ə̄
Disse former skal holdes ude for eksempler på *ā̆sā̆ > ā̆ŋhā̆, se under dentalt s .
*ans > oldav. -ə̄ṇg, ungav. -ą, -ə̄ / __ #
Således Beekes (1988: 120) og de Vaan (2003: 389–392). Lydloven gør sig f.eks. gældende i genitiv til stammer, der udlyder på nasal:
- Oldav. cašmə̄ṇg, gen. sg. ← cašman‑ ‘syn’ < *‑man-s.
- Oldav. xvə̄ṇg < *sh₂-u̯en-s gen.sg.
- Oldav. də̄ṇg patoiš *dem-s poti- (gen..sg.)
- Ungav. zrū < *zruu̯ə̄ < *zruu̯əŋh
Derudover ses lydloven i tematisk akkusativ pluralis, der i avestisk går tilbage til uriir. *-ans (modsat skt. /āṁs/). Her har oldavestisk -ə̄ṇg, men -ąs før klitika:
- Oldav. daēuuə̄ṇg < *dei̯u̯-ons akk. pl.
- Oldav. maš́iiə̄ṇg, maš́iiąs-ca
- Oldav. tə̄ṇg akk. pl. m. dem. pron.; skt. tā́n
- Oldav. aməṣ̌ə̄ṇg akk. pl. m. ← aməṣ̌a– ‘udødelig’
- Oldav. vīspə̄ṇg akk. pl. ← vīspa- ‘al, alle’; skt. víśva-
I ungavestisk får vi som hovedregel -ə̄:
- Ungav. puθrə̄ akk. pl. af puθra- m. ‘søn’
- Ungav. yaskə̄ akk. pl. af yaska- m. ‘sygdom’
Undtagelsen er -ą(n), hvis stammen udlød på m, n, ii eller h
- Ungav. haomą, haomąs-ca akk. pl.
- Ungav. haomą
- Ungav. aēsmą
- Ungav. imą
- Ungav. paoiriiąn [sic]; jf. ved. pūrvīyān
- Ungav. jaiδiią ‘spørgende’ m. nom. sg. af impf. akt. ptc.
Herfra bredte endelsen sig til andre fonologisk kontekster:
- mazištə̄ amą → mazištą amą