Forskerne strides om, hvor mange langvokaler urie. havde. Det laveste antal er vel to, det højeste fem, idet:
- alle forskere er enige om at rekonstruere *ē og *ō
- en del forskere benægter eksistensen af urie. *a og dermed også *ā
- der er en meget mager evidens for *ū
- der er slet ingen evidens for *ī, der højst kan betegnes som en teoretisk mulighed
Avestisk har fire langvokaler: ā, ī, ū og ə̄, idet:
- de indoeuropæiske laryngaler, *h₁, *h₂ og *h₃, gik tabt med erstatningsforlængelse af en forudgående vokal, hvis de stod i udlyd eller i stilling før en konsonant (Urie. Vh > V̄ / __ {C, #}):
- Av. ə i visse tilfælde blev analogisk forlænget til ə̄