š /ʃ/

Dette tegn stod i tildligere transskription også for š́ og ṣ̌

Kilder til av. š

Av. š opstår dels som konditionerede reflekser af grupper med urie. *k̑, dels som den iranske refleks af rukireglen.

1. Urie. *k̑s 

Det mest sandsynlig er, at udviklingen er gået via *k̑s > uriir. *ćš > *kš, eftersom f.ek.s den vediske refleks er kṣ. I avestisk ville *k undergå spirantisering (*k(w) > x / __ C) og tilsyneladende gå tabt.

 Uriir. *ćš- > š

  • Av. kaša-, sogd. ˒p-kš ‘side’, nypers. kaš < urie.*kok̑so- ‘armhule’
  • Av. šōiϑra-, skt. kṣétra– < urie.*ćšái̯tra-
  • Av. mošu-cā ‘snart’ skt. makṣū́, lat. mox
  • Oldav. vašī præs. ind. akt. 2. sg. ← vas < urie. *u̯ék̑-si; jf. 3. sg. vaštī

2. Urie. *tk̑ 

Refleksen af urie. *tk̑ er den samme som refleksen af urie. *k̑s, både i oldiransk, hvor resultatet er š, og i oldindisk, hvor resultatet er kṣ. I disse tilfælde postulerede man tidligere et fobnem Thorn (þ); i dag mener man de thele kan klares med lydrette reflekser af *tk̑.

  • Ungav. 3sg. šaēiti, 3pl. šiieiṇti ‘bor’ < *tk̑ei̯-; jf. ved. kṣi ‘at bo’; 3sg. kṣéti, 3pl. kṣíyanti; myk. ki-ti-je-si = /ktii̯ensi/ ‘bebygger’; Gr. κτίζω ‘befolker’; ἐὺ κτίμενος ‘beboelig’. Af urie. *tk̑ei̯-/tk̑i- ‘at drive landbrug, bosætte’, som antages at være afledt af *tek̑- ‘føde’ som ses i gr. τί-κτ-ω ‘føde’ (med metatese)
  • Oldav. tāšt ‘danner’; skt. 3sg tāṣṭi, 3pl tákṣanti  ‘tømrer, laver’. Af urie. *tetk̑- ‘at fremstille’ (LIV 638), som også antages at være en redupliceret form af roden *tek̑ ‘føde’.
  • Av. tašan-, skt. tákṣan- ‘snedker’ < *tetk̑on- af samme rod som den foregående

3. *k̑, *g̑ > *ć > (x)š / __ {t, n}

  • Av. ašta, middelpers. hašt, sogd. ˒št, khot. haṣṭa, skt. aṣṭā́ < urie.*h2/3ok̑tóH ‘otte’
  • Av. aštrā-, middelpers. aštar <˒štl> < urie.*h₂eg̑tlo- ‘pisk’, muligvis lat. agolum
  • Av. xšuuašti, skt.  ṣaṣṭí < urie. *s(u̯)ek̑s-tí- ‘tres’ 
  • Av. vb.adj. dərəšta, jf. skt. dr̥ṣṭvā́ya gerundium ‘efter at have set’, < urie.*dr̥k̑-tó- ‘set’ 
  • Av. išta-, skt. iṣṭá- Urie. *hi̯ag̑-to- ‘ofret’
  • Ungav. našta– vb.adj. til nas ‘forsvinde’; skt. naś
  • Oldav. vaštī, skt. váṣṭi præs. akt. 3. sg. ← vas; skt. vaś; jf. 1. sg. vasəmī
  • Av. dərəšta-, skt. dr̥ṣṭá- vb.adj. ← dars, skt. dr̥ś
  • Ungav. frašnu– ‘med kæene rettet fremad’ ← fra+žānu-; jf. žnubiias-cit̰
  • Ungav. baršna inst. sg. ← barəzan- ‘højde’

I nogle sprog, heriblandt sporadisk i ungavestisk, udvikler *k̑/g̑ sig til xš i denne stilling:

  • Av. nipixšta-, oldpers. nipišta-, middelpers. nibišt, skt. piṣṭá– < urie.*pik̑tó- ‘udskåret, udsmykket’
  • Ungav. yaxšti– ‘stok, pind’, skt. yaṣṭi– <*i̯ek̑ti-

I nogle tilfælde er resultatet et analogisk -sn-.

4. Ruki

Efter r:

  • Ungav. taršna-, skt. tŕ̥sṇā ‘tørst’, < urie. *tr̥s-no-
  • Ungav. aršti-, skt. r̥ṣṭí- ‘spyd’
  • Av. varəšna-, middelpers., nypers. gušn, sogd. wšn-, Chwar. ˒wšn ‘hingst’, oss. wyrs, urs ‘id.’ < urie. *h₂u̯r̥sén- ‘mandlig’
  • Oldav. dōrəšt aor. ind. akt.3. sg. ← dar
  • Av. pāšnā-, skt. pā́rṣṇi- ‘hæl’; jf. , gr. πτέρνη, lat. perna
  • Oldav. nərəš, ungav. narš gen. sg. af nar- ‘mand’ (nom.sg. nā)

Efter u og ū:

  • Av. mūš, middelpers. mušk, nypers. muš < urie. *mūs- ‘mus’
  • Ungav. zušta-, skt. juṣṭá- ‘nydt’ ; jf. lat. gustō
  • Av. ratuš ‘tidsrum’
  • Av. tanuš (skt. tanū f.) ‘krop’
  • Av. zaraθuštra– ‘hvis kameler er gamle’; *g̑erh₂-n̥t-+*h₂udh₁/h₂-tlo- (Olsen) – dvs. hvis Olsens analyse er korrekt er her et eksempel på, ar ruki-reglen også rammer s opstået i dentalgrupper,

Efter velær, der spirantiseres (og går tabt i stilling efter nasal):

  • Av. vāxš, lat. vōx nom. sg. < urie. *u̯ōkʷs ‘tale, stemme’
  • Av. vaxš-, middelpers. waxšīdan, khot. huṣṣ-, sogd. ˒γwš˒y-; gr. ἀέξω < urie. *h₂u̯eg[-s] ‘vokse’
  • Av. vaxšiiā præs. akt. 1. sg. to vac ‘tale’; skt. vac < urie. *u̯ekʷ
  • Av. paiti.yąš < *pati-anx-š < *p(r)oti-h₂enk-s (Hoffmann & Forsman 1996 § 40 ce)

Efter oprindelig palatal, der går tabt:

  • Av. vašī̆, skt. vakṣi præs. ind. akt. 2. sg. til vas/vaś ‘begære’ < *u̯ék̑-si

Efter i og ī

  • Ungav. vīša-, skt. viṣá- ‘gift’
  • Av. pištra– ‘mølle, nypers. pist ‘mel’, jf. skt. piṣṭá– ‘knust’, lat. pistus < urie. *pistó-
  • Av. aṣ̌iš ‘gevinst’
  • -bī̆š i inst. pl.

Ruki optræder også i de grupper, man tidligere kaldte Thorn-grupper. Iflg. Cantera er resultatet af en thorn-gruppe š, når dorsalen er en palatal, ellers xš.

  • Av. xšaϑra-, oldpers. xšaça-, middelpers., nypers. šahr, khot. kṣāra-, parth. indskr. xštr *tketlo-/*kþetlo- ‘magt (?)’

5. Labial ruki: *s > š / C [labial] __

I iransk udløser også forudgående labialer š/ž. Normalt taler man ikke om labial ruki, men noget skal det jo hedde.

  • Av. drafša-, middelpers. drafš, sogd. ˒rδ˒yšp < uriir. *drapsa- ‘banner’
  • av. āfš, skt. āp nom.sg. ‘vand’
  • Av. nafšu ‘barnebarn’ lok.pl. < urie. *naptsu

Reglen gælder også s <*ć i f.eks. avestisk:

  • Av. fšumaṇt– ‘som har kvæg’, skt. kṣumánt- *pk̑u- ‘kvæg’; jf. middelpers. šwb˒n ‘kvæghyrde’ < *fšu-pāna-
  • Av. fšuiiaṇt– ‘kvæghyrde’, khot. kṣundaa- ‘ægtemand’ < *fšui̯antaka-

Men den gælder ikke s < *sć

  • Av. xvafsa- ‘sove (præs.-st.)’, sogd. ˒wβs, khot. hūs-, Yaghn. ūfs– < urie. *su̯ep-sk̑e-

I trekonsonantgrupper er der nogle undtagelser:

  • Av. xrafstra–
  • Oldav. fsəratū–
  • Av. afsman

Jf. også

  • Av. fštāna-, nypers. pestān, sogd. ˒štnh, skt. stána- < *pstána- ‘bryst’

6. Fjernassimilation

Talordet for ‘seks’ lader til at have fået initialt *š ved fjernassimilation allerede i uriir.:

  • Ac. xšuuaš > uriir. *šu̯áćš > *su̯áćš < urie. *su̯ek̑s, jf. skt. ṣáṭ (hvor udl. š tilsyneladende er gået tabt før reglen *k̑s > kṣ)