Vokaler og diftonger

Kortvokaler

Avestisk har følgende kortvokaler, der nok udtaltes relativt lukkede:

i 𐬌		u 𐬎
e 𐬈	ə 𐬆	o 𐬊
	a 𐬀
	ȧ 𐬅

Langvokaler

Derudover har sproget følgende langvokaler, der nok utaltes relativt åbne:

ī 𐬍		ū 𐬏
ē 𐬉	ə̄ 𐬇	ō 𐬋
	ā 𐬁	ā̊ 𐬃
	ą 𐬄

Finalt udvikler de sig diametralt forskelligt i old- og ungavestisk:

• I Oldavestisk er alle finale vokaler lange.

• I ungavestisk er finale vokaler i flerstavelsesord korte undtagen -ō, -ā̊ og -ą.

Eftersom korte vokaler var lukkede, lange åbne, lader det ifølge Hoffmann (1987) til, at man i den (formodede) sasanidiske arketype begyndte at bruge de korte vokaltegn til at udtrykke lukkethed, de lange til åbenhed. Det ville forklare uventede stavemåder som:

• vīspa- ‘al’ over for skt.  víśva-
• ahura- ‘herre’ over for ahūiri- 

Hoffmann (1987) mener også, at dette forklarer brugen af o og ē i kortdiftongerne aē og ao.