Kortvokaler

Den korte fuldvokal

• Urie. havde tre korte fuldvokaler: *e, *o og *a – hvis man tror på ie. *a.
  Urindoiransk havde to: 
  a – fordi urie. *e, *o, *a, *n̥, *m̥  > uriir. *a
• Spor af urie. *o: se Brugmanns lov
• Spor af urie. *e: se palatalloven

Avestisk derimod har seks korte fuldvokaler: a, ą, å, ə, o, e. De er opstået som resultatet af:

• Betingede varianter af både lang- og kortvokaler; *a er den allerhyppigste kilde
• Epentetiske vokaler, der angiver at en følgende konsonant er palatal og også kan have en effekt på den forudgående vokal
• Anaptyktiske vokaler, af hvilke nogle kun blev udtalt i forbindelse med langsom recitation.

Halvvokalerne

• Urie. havde halvvokalerne *i, *u, *r̥, *l̥, *m̥, *n̥, der før vokal realiseredes som *i̯, *u̯, *r, *l, *m, *n.
  Avestisk har i, u (idet urie. *m̥, *n̥  > Ved. a, og *r̥ > ərə), der før konsonant realiseres som y, v
• Urie. havde tre såkaldte laryngaler, h₁,* h₂ og *h₃, der mellem konsonanter og/eller ordgrænse realiseredes som *h̥₁, *h̥₂ og *h̥₃ (skrives også *ə₁, *ə₂, *ə₃ ).
  I avestisk er konsonantisk *h₁, *h₂ og *h₃ ikke gået helt tabt, idet det stadig danner hiat mange steder. De vokaliske *h̥₁, *h̥₂ og *h̥₃ er gået tabt i mange stillinger, men bevares initialt og finalt som i.