h 𐬵 – Avestisk

Kilder til av. h

Det avestiske /h/ og dets videre reflekser kommer af urie. *s.

**Urie. s > uriir. h**

Iflg. Martínez & de Vaan (35) skete denne udvikling i uriransk initialt før vokal:

Av. həṇti, oldpers. hantiy, sogd. ˒nt, khot. īndä, skt. sánti < *h₁sénti ‘de er’
Ungav. hapta, skt. saptá, gr. ἑπτά
Av. hac, skt. sac, gr. ἕπομαι, lat. sequor
Av. hauruua-, skt. sárva-, lat. salvus, jonisk gr. οὖλος

Inde i ordet før sonoranterne *i̯, *u̯, *m, *r eller vokalerne i og u (men ikke a og ā). Bemærk, at <hm> osgså skrives <m̨ 𐬩>og tilsynealdende står for et ustemt m.

Av. ahmi, oldpers. amiy, sogd. ʿym, ˒ym, skt. ásmi, khot. mä, ime < *h₁ésmi ‘jeg er’
Oldav. ə̄hmā, ungav. ahma, skt. asmā́n; æol. gr. ἄμμε akk. af pers. pron. 1. pl.
Av. dahma-, skt. dasmá– (← daṃs-) ‘vidunderlig’
Oldav. kahiiā, skt. kásya gen. sg. ← interr. pron. ka-

Inde i ordet før i og u (men ikke a og ā)

Av. ahi, skt. ási; gr. εἶ præs. ind. akt. 2. sg. < *h₁és(s)i ‘du er’
Av. ahu-, skt. ásu- m. ‘liv’
Av. ahura, skt. ásura– ‘åndelig, ånd osv.’
Oldav. manahi-cā, skt. mánasi lok. sg. ← manah- / mánas-

Inde i ordet bevares hi i oldavestisk, men udvikler sig til –ŋ́h- i ungavestisk.

Oldav. vahiiah-, skt. vásyas- komp. til vohu- / vásu-
Oldav. ahiiā, skt. ásya impf. impv. akt. 2. sg. til ah / as ‘kaste’
Oldav. madahiiā gen. sg. af mada- ‘berusende drik’

Foran u og ū er resultatet ´xii i begge varianter.

Eksempler på ungav. <hiia> repræsenterer /hi.a/

Ungav. māhiia– PN, skt. –māsia– ← av. māh– ‘måne, måned’,

Denne aspiration af *s indtrådte før udviklingen ć /ʦ/ > /s/ (i alle andre sprog end oldpersisk), for det nyopståede s blev ikke aspireret. Cantera mener dog ikke, at aspirationen går tilbage til uriransk, af følgende årsager:

den olpdersiske, tematiske nom.sg. m. frestår stadig som -as i elamitisk gengivelse.
det oldpersiske navn for Elamis, (H)uža- <U-v-ǰ-, viser at der var aspiration i låneordet *Sūša(n).