Kilder til e
Det korte e har to kilder:
1. Variant af /a/ i følgende kontekster:
*a > e / i̯ __ C [palatal]
- iθiiejah– ‘forladthed’; skt. tyájas–
*a > e / i̯ __ . i, i̯, e, ē
- yesnē lok.sg. ← yasna– ‘offer’; skt. yajñá–
- yesniia-, skt. yajñíya– ‘som skal æres’
- Oldav. xšaiiehī 2. sg. præs. akt. ind., ungav. xšaiieite 3. sg. præs. med. ind. ← xšā; jf. skt. kṣáyasi
- srāuuahiieitī 3. sg. præs. ind. akt. ind. ← srāuuahiia– ‘stræbe efter berømmelse’
Undtagelse: Reglen blokeres af efterfølgende r, uu, hm:
- Ungav. fraiiaire ‘morgen’
- Ungav. mainiiauue dat. sg. ← mańiiu- ‘ånd’
- Oldav. yahmī lok. sg. m. rel. pron. ya-; jf. gen. sg. m. yehiiā
2. *ā > e / __ (tvivlsomt)
Man har tidligere ment, at konjunktivsformer med e-vokalisme i suffikset beroede på i-mutation af ā, men de Vaan mener her er tale om analogisk ā → a, der dernæst regelmæssigt undergik denne mutation:
- Oldav. aiienī konj. 1. sg. ‘vil gå’ jf. skt. ayāni
- Ungav. zbaiiemi præs. 1. sg. ‘påkalder’ jf. skt. hvayāmi
3. Final variant af /ai/ i ungavestisk
*ai > e / __ #
I udlyd får ungav. -e, der lånes ind som -ē i oldavestisk. I oldavestisk er den regelmæssige refleks -ōi, hhv. -ē i enstavelsesord
- Oldav. -ōi, ungav. -e, oldpers. -aiy, skt. -e < uriir. *-ai̯ < urie. o-st. lok.sg. *-oi̯
- Oldav. mruiiē < *mruu̯ai̯
- Oldav. narōi dat. sg. ← nar– ‘mand’; ungav. naire, skt. náre
- Oldav. fəẟrōi dat. sg. ← ptar- ‘far’; jf. ungav. piθre, skt. pitré;
Oldavestiske enstavelsesord:
- Oldav. tē m. nom. pl. ← dem. pron. ta-; over for aēte; skt. té, gr. τοί
Undtagelse: ungav. finalt -ōi ses i:
- yōi
- maiẟiiōi
I i-stammerne går dat.sg. tilbage til *ai̯-ai̯, der udvikler sig forskeligt i old- og ungavestisk (*i̯ > Ø / __ e):
- oldav. axt-ōiiōi
- ungav. anumat-ə̄e
Final variant af *i̯a
Ungavestisk regel, der applicerer i tematisk gen.sg.m.:
- Oldav. –ahiia, ungav. –ahe < urie. *-osi̯o